Interview med Christina Hee Bune

På en solrig efterårsdag i oktober møder vi Christina Hee Bune i hendes hjem i Valby, hvor hun bor med sin mand, Bjørn og deres tre døtre, Agnes, Dagmar og Ellen. Som selvstændig og grundlægger af Studio Care inviterer Christina os til en samtale om karriere og moderskab. Når grænsen mellem arbejde og familieliv er flydende, kræver det skarpe prioriteringer at finde balancen i en travl hverdag. Christina, der selv er adoptivbarn, reflekterer blandt andet over den uventede gave, det er at kunne spejle sig i andre, der deler hendes DNA. 

Hvad er det mest overraskende ved at være mor til tre piger, som du ikke havde forudset? 

Da jeg er adopteret, så har det med at spejle sig i mine forældre egentlig ikke fyldt specielt meget. Men nu hvor jeg har børn med mit eget DNA, så fylder det meget mere, end jeg kunne have forudset – og endda på en virkelig dejlig og sjov og fantastisk måde. Jeg har ikke rigtig vidst, at det var noget jeg har savnet/manglet, men det lader det altså til, at jeg har. Jeg har helt klart været med til at italesætte det tidligt med den førstefødte, og det er blevet en del af vores familie-sprog, og pigerne dyrker det nu mere end mig selv. Det fællesskab der findes i de mange ligheder vi har, er godt nok overvældende – klart mest for mig, for pigerne har jo altid haft det. 

Hvordan balancerer du det at være mor til tre piger og samtidig forfølge din karriere? 

For mig fungerer det ikke at sætte min fritid eller arbejdstid i kasser. Jeg går egentlig aldrig op i, om det er en aften eller en søndag morgen, jeg skal sidde og arbejde for at nå det hele. Til gengæld er det vigtigt for mig at være med til skolearrangementer/ture, hente tidligt når jeg har hente-dage og sørge for at der er god mad på bordet, når vi alle samles ved aftensmåltiderne. 

Føler du, at der er noget, du har måtte ofre på karrierefronten på grund af dit ansvar som mor? 

Hmm, det er et svært spørgsmål, men jeg føler nok, at jeg har ofret at nyde når gode ting sker, for jeg er lynhurtigt videre i min meget effektive hverdag. Ellers er det mere omvendt, at jeg har fået meget til min karriere netop med ansvaret som mor; jeg går mindre op i de små ting, og jeg arbejder vanvittigt fokuseret, når det kræves. Jeg er nok også blevet en bedre leder i de jobs, jeg har haft efter at være blevet mor, da jeg (synes jeg selv ;-)) er blevet mere tålmodig og rummelig med hvert eneste barn. 

Hvilke værdier forsøger du at videreføre til dine døtre? 

Jeg håber, at de tager et godt selvværd, arbejdsomhed og taknemmelighed med sig videre fra deres barndomshjem, at familie er vigtigt og at man skal lave noget, man er glad for. 

Hvordan støtter dine døtre hinanden, og hvilken rolle spiller deres søsterbånd i deres opvækst?  

De to store piger er næsten pseudotvillinger, og har i hele deres barndom haft uendelig meget glæde af hinanden hver eneste dag med fælles krea-interesser og sport. De har altid været meget tætte, og definerer sig selv ud fra deres søsterskab i familien. Den mindste er en efternøler, så hun vokser nærmest op som et enebarn med en masse voksne at kommandere rundt med. Men hun løber efter de store piger hele tiden, og forhåbentlig får de alle glæde af hinanden resten af livet, når de bliver voksne. 

Hvordan finder du tid til dig selv i en travl hverdag? Har du nogen særlige rutiner, der hjælper dig med at slappe af? 

Jeg træner og bader hele året rundt. Det er tid, der bare er til mig selv, og jeg får endda bedre fysisk og psykisk helbred af det, så det er totalt win-win. 

Føler du nogensinde, at der er forventninger fra samfundet til, hvordan du skal klare både moderskab og karriere? 

Der er helt klart et kulturelt stigma, som heldigvis bliver adresseret i de her dage; omkring kvinder som superhelte, der skal være de bedste mødre i verden og samtidig også være seje på job og klare både indkøb og rengøring indimellem alt andet. Det ”lider” jeg lige så meget under som mange andre, fornemmer jeg.  

Har du nogen råd til andre mødre, der kæmper med at finde balancen mellem deres eget liv og deres børns behov? 

Jeg tænker, at det giver mening at skrue lidt ned for forventninger og super-niveauet. Jeg ved ikke, hvorfor man altid synes det er så fint, hvis andre gør det, men er hård ved sig selv for at ”slacke”. Så hvis nogen derude finder ”opskriften”, så send den endelig til mig, haha! Altså ikke at jeg synes det er noget at spøge med, men jeg har nok ikke lige et gyldent råd i baghånden her, desværre.