Vores arv
Siden 1904 har vi støttet de første skridt.
Ethvert barn tager sine første skridt én gang. De første skridt markerer begyndelsen på et liv med bevægelse, nysgerrighed og selvstændighed. De varer kun et øjeblik, men danner fundamentet for alt det der følger. For forældre er de blandt de første store beslutninger de træffer på deres barns vegne. For os er de grunden til, at Bundgaard har eksisteret siden 1904.
Original styleoversigt, 1968
Formet gennem generationer
I mere end 120 år har vi arbejdet for at forstå børns bevægelse og udvikle sko der støtter dem fra de allerførste skridt. Gennem generationer er vores viden vokset, vores produkter blevet videreudviklet, og vores håndværk løbende forfinet. Det der har været uforandret, er vores overbevisning om, at udviklingen af børnesko altid skal tage udgangspunkt i barnet.
Originale Bundgaard-sko, ca. 1950
Mere end 120 års erfaring og indsigt
Den erfaring, vi har opbygget gennem mere end et århundrede, kan ikke måles i år alene. Den afspejles i de tusindvis af observationer, beslutninger og forbedringer, der gennem generationer har formet Bundgaard.
Hver ny indsigt i børns udvikling, hver forbedring af konstruktion og pasform og hvert bevidste valg af materialer har bidraget til den måde vi udvikler vores sko på i dag. Udvikling har aldrig været et mål i sig selv, men et naturligt resultat af ønsket om hele tiden at forstå børns behov endnu bedre.
Vores arv handler derfor ikke om fortiden. Den udgør fundamentet for den viden og det håndværk vi fortsat bygger videre på.
Thorvald Emil Bundgaard og hans Familie
Bundgaards grundlægger
Thorvald Emil Bundgaard blev født i Gjern ved Silkeborg den 17. august 1873. Efter sin præliminæreksamen i Hammel blev han løjtnant i Intendanturet og arbejdede siden hos sagfører Nonboe i Varde. Omkring århundredeskiftet flyttede han til Esbjerg.
I 1904 overtog Thorvald en eksisterende skofabrik i Esbjerg og grundlagde Bundgaard Sko. Det blev begyndelsen på en familievirksomhed der skulle forblive i familiens hænder i mere end et århundrede.
Thorvald var gift med Alma og sammen fik de tre børn. To af dem, Kuno og Erik, skulle senere føre virksomheden videre.
Opdag vores historie →

1904 | Begyndelsen på Bundgaard
Den 1. april 1904 overtog Thorvald Emil Bundgaard en eksisterende skofabrik i Esbjerg og grundlagde Bundgaard Sko. Det blev begyndelsen på mere end 100 års skomagerhistorie, hvor virksomheden blev ført videre gennem tre generationer af familien Bundgaard.
Fabrikspersonale udenfor fabrikken,1906

1924–1943 | Anden generation
Thorvalds ældste søn, Kuno Bundgaard, kom ind i virksomheden i 1924 efter at have studeret på Niels Brock i København og arbejdet tre år i Argentina. Da Thorvald døde i 1941, overtog Kuno ledelsen af virksomheden. Hans yngre bror Erik kom siden til og blev medejer i 1943. Kuno engagerede sig i organisations- og bestyrelsesarbejde, mens Erik var tæt involveret i den daglige drift af fabrikken.
Kuno og Erik på fabrikken, 1954

1930 –1950 | Et voksende fokus på børnesko
Børnesko fik en stadig større betydning i Bundgaards produktion. I takt med at forståelsen af børns fødder voksede, blev det også tydeligere, at sko til børn skulle udvikles med udgangspunkt i deres særlige behov.
Gennem produktionen, tætte relationer til specialiserede skoforhandlere og generationers erfaring med skomagerfaget voksede Bundgaards viden om børnesko.
Fabrikspersonale på fabrikken, 1954

1968 | Tredje generation
I 1968 vendte Thorvalds barnebarn Jes Bundgaard hjem til Danmark efter at have arbejdet i skobranchen i Tyskland og trådte ind i familievirksomheden. Her arbejdede han tæt sammen med sin fætter Jens Bundgaard. Jens havde en stærk teknisk ekspertise, mens Jes arbejdede med kunder, produktudvikling og internationale markeder. De kom ind i virksomheden i en tid, hvor stigende import pressede den danske skoindustri. For Bundgaard betød det, at produktudvikling og design fik større betydning.
Jens og Jes Bundgaard

1972 | En ny fabrik
I 1972 flyttede Bundgaard fra de gamle lokaler i det centrale Esbjerg til en ny fabrik på Ørnevej, bygget specifikt til virksomheden. Flytningen markerede et nyt kapitel for familievirksomheden og skabte nye rammer for både produktion og produktudvikling.
Fabriksmedarbejdere, 1974

1970 | Udviklingen af Bundgaard sko
I løbet af 1970’erne blev der lagt stadig større vægt på at udvikle børnesko med Bundgaards egne karakteristika. Virksomheden udviklede egne læster og sålkonstruktioner frem for udelukkende at arbejde med standardkomponenter. Udviklingen tog afsæt i praktisk skomagerfaglig viden, tæt kontakt med forhandlerne og erfaringer med, hvordan børnesko sad på foden og fungerede i brug.
Erik Bundgaard, 1979

1970 | Bundgaard-kaninen
Bundgaards kaninlogo var blevet skabt mange år tidligere, tegnet af en ven af familien Bundgaard. Efter en periode, hvor motivet ikke blev brugt, blev den oprindelige kanin fundet frem igen. Her fandt den igen vej ind i skoene og blev et velkendt kendetegn.
Kaninen fik en praktisk rolle hos Bundgaards forhandlere. Hvis et barn var tilbageholdende med at prøve et par nye sko, kunne jagten på den lille kanin inde i skoen gøre prøvningen lidt lettere.
Annonce, 1985

1970 - 1980 | Fra familienavn til brand
I takt med at Bundgaard udviklede en mere karakteristisk tilgang til børnesko, voksede også kendskabet til familienavnet. Forhandlere og kunder begyndte i stigende grad ganske enkelt at spørge efter “Bundgaard-sko". Det førte til et større fokus på produktdifferentiering, kommunikation og Bundgaard-navnet. Det der var begyndt som familienavnet bag virksomheden, var ved at udvikle sig til et brand.
Fabrikspersonale på fabrikken, 1980

1980 | Ud over Danmarks grænser
Forandringerne i den danske skoindustri gjorde at Bundgaard i stigende grad rettede blikket mod udlandet, både når det gjaldt produktion og vækst. Nye produktionsformer, teknikker og materialer blev afprøvet, samtidig med at det internationale salg voksede gennem forhandlere, agenter og relationer på nye markeder, særligt i Tyskland og Japan. Produktionen blev gradvist internationaliseret, men produktudviklingen og Bundgaards egen tilgang til læster, pasform, og materialer satte retningen.
Tysk annonce, 1980

2004 | Et århundrede i familien
1. April 2004 kunne Bundgaard fejre 100-års jubilæum. Gennem et helt århundrede var virksomheden forblevet i familien Bundgaards hænder og var blevet ført videre fra Thorvald til de efterfølgende generationer. Det, der begyndte med en skofabrik i Esbjerg, havde udviklet sig til en international børneskovirksomhed formet af tre generationer.
To år senere, i 2006, blev virksomheden solgt. Dermed sluttede mere end et århundrede med familien Bundgaard som direkte ejere af virksomheden.
Jubilæumsbillede, 2004

I dag | Supporting First Steps Since 1904
Mere end 120 år efter at Thorvald Emil Bundgaard gav virksomheden sit navn, er familiens historie og skomagerfaglige erfaring stadig en del af Bundgaards fundament. Gennem årene har virksomheden udviklet sig. Viden er kommet til, produktionen har forandret sig, og forståelsen af børns fødder, bevægelse, materialer og konstruktion er blevet stadig større.
I dag bygger vi videre på den erfaring med et særligt fokus på de tidligste stadier af barnets bevægelse, fra de første støttede skridt til de første selvstændige. Bundgaard er formet gennem generationer, og vi skaber stadig børnesko til de generationer, der kommer efter os.






