Barnets kan få sko på, når det begynder at vise interesse for at gå. En prewalker sko er ofte barnets første sko og til, når barnet er begyndt at tage sine første skridt. Det kan være, når barnet viser lyst til at rejse sig eller er begyndt at tage sine første skridt, med hjælp. Her vil barnet typisk kunne gå omkring bordet, mens det holder fast i bordkanten, gå med mor og far i hånden eller gå med hjælp fra en gå-vogn. Barnet går således stadig med ubalance.
En prewalker er defineret ved at være blød sko med bøde sider. Dette er godt, når barnet kravler og går. En prewalker skal, som øvrige sko, have plads til, at tæerne skal kunne bevæge sig. Den skal også helst have en hælkappe, som støtter højere op end en hjemmesko, men hælkappen skal ikke være hård, så barnet bliver hæmmet, når det kravler. Derudover skal en prewalker have et skridsikkert underlag, så barnet kan stå fast. Afslutningsvis er en tynd sål det bedste, da den giver større stimuli ved, at barnet i højere grad kan mærke det underlag, som det går på.

En prewalker er en aktivitets- og træningssko, der skal bruges på samme måde som, når man træner barnet i at løfte hovedet, i at rulle, i at smage forskellige ting, ved hjælp af smagssutter etc. Det er således ikke en sko, barnet har på fra 08-16 hver dag – derimod højst et par timer ad gangen.

En prewalker har ikke til formål at få barnet til at lære at gå hurtigere. En prewalker kan derimod være med til at give barnet en positiv oplevelse med at få sko på, fra start. Skiftet fra strømpefødder til en startersko er for mange børn ubehagelig, hvorimod en prewalker for barnet føles mere som en strømpe. En prewalker med den rigtige støtte kan hjælpe barnet til at gå på flade fødder, i stedet for at gå på hæl eller tå. De fleste børn pronerer desuden også. Det vil sige, at de går på inder- eller yderside af foden. Med en prewalker, vil barnet få en fornemmelse af, hvordan det føles, når foden er placeret mere lige på underlaget.

Når barnet går lige på underlaget, altså på flade fødder, vil det opleve en større balance og bedre fodgreb. Efter barnet har oplevet dette med prewalkeren, vil det også prøve at søge imod dette, når det ellers går med bare tæer eller i strømper med dutter under.
Vores prewalkere er beregnet som en indendørssko, da den har en helt tynd sål. Der er dog intet til hinder for, at barnet også bruger den udenfor i de måneder, hvor jord temperaturen er behagelig. Vi fraråder brugen af prewalkere udenfor, når temperaturen er under 15 grader.

En vigtig note er, at børn indenfor en periode på 3 mdr. vokser ud af prewalkeren. Da en prewalker i langt de fleste tilfælde bliver gået skæv bør denne ikke gå i arv, og derfor er det underordnet, om læderet er mere eller mindre slidt på snuden, når skoen bliver for lille.

OBS: Hvis en prewalker bliver slidt ved at kravle udendørs, er dette ikke en reklamation.

Petit-modellen fra Bundgaard er derimod en prewalker/begyndersko, der er beregnet til udenfor. Modellen er opbygget med en med en tykkere sål, som dog stadig er meget fleksibel. Sålen isolerer bedre fra underlaget og giver større stødabsorbering. Petit er ydermere udstyret med en kravlesnude i gummi, så den er mere slidstærk end prewalkeren, på udsatte områder.

Petit skoen egner sig især til barnet, der starter i vuggestue eller i dagpleje, da skoen er mere beregnet til udendørsbrug. På dette tidspunkt, i livet, har barnet ofte stadig en ubalanceret gang, hvorfor det stadig har brug for fodstøtte.
Alle fødder er forskellige, ligesom alle kroppe er forskellige. Tøj er oftere nemmere størrelsesmæssigt, da tøj godt kan sidde lidt strammere på nogen og lidt løsere på andre. Den rigtige skostørrelse er derimod oftest sværere, da man skal finde en sko, som sidder godt på den enkelte fod. Dette kræver, at fod og sko prøver hinanden af.

Når man køber sko, skal man både tage højde for længe, bredde og højde på foden. Det er således ikke nok at kigge størrelse, da dette kun angiver længden af skoen.

En babyfod består primært af brusk og fedt. Den kan sammenlignes med en brøddej, som kan formes. Hvis du former et rundt franskbrød, får brødet mere bredde, og sætter du det i en rugbrødsform bliver det højere og smallere. På samme måde med sko, hvis et barn går i for smalle eller små sko, da vil barnets fod tilpasse sig dette.

Derudover er det vigtigt, at skoen ikke negativt påvirker barnets balanceevner. Balancen er afhængig af, at man kan bevæge sine tæer og den bedste balance har man, når man på bare tæer, kan lave abegrebet.

Smalle fødder har det nemmere med at finde fodtøj, der passer end brede fødder. Især hvis skoen er lavet af en skomager, som har styr på pasform. Enhver skomager ved nemlig, at et hælgreb skal være smalt og slutte til omkring hælen.

Det er derfor vigtigt at vide, at hvis skoens pasform er bred, så betyder det ikke, at en smal til normal fod ikke kan passe den, men derimod, at en bred fod også kan passe den.

Derimod er det vigtigt at man ikke køber for smalle sko. Dette kan man ofte tjekke ved at tage sålen ud og lade barnet stå på denne. Hvis foden går ud over indersålens bredder anbefales det at søge en anden og bredere model.

OBS: indersålen kan snyde, men hvis du, når sålen er i skoen fornemmer, at den går fra side til side, så er det en ok tommelfingerregel, at foden ikke skal ud over sålens bredde.

Vi har det ofte med at købe sko med øjnene i stedet for med fødderne. Ofte vil øjet gerne se en standardiseret pasform, hvor højre og venstre tårunding er tilnærmelsesvis ens. Det er dog de færreste bare fødder, som ser sådan ud. De fleste har en storetå eller anden tå som er den længste. Konsekvensen ved for smalt fodtøj er, at storetå og lilletå ikke får tilstrækkelig plads. Og det er storetåen, som har stor indflydelse på balancen.

Det er altid en fordel at købe sko, hvor indlægssålen kan tages op, dette primært for løbende at tjekke om skoen stadig passer dit barns fod.

Børns fødder vokser ikke lineært, men kan pludselig tage et ryk. Ældre børn siger fra, når skoen klemmer, men mindre børn har ikke de samme nerver i fødderne, som vi har, og de krummer derfor bare tæerne og accepterer den mindre plads, som skoen tilbyder, når foden vokser.

De fleste sko har en hård tåkappe, hvor det ikke er muligt at mærke uden på skoen, om barnet krumme tæerne, eller hvor meget plads der er, når barnet står på flad fod.
Når man skal forstå en størrelse, vil man overordnet gerne vide om en størrelse falder stor eller lille ud. Det kan være en lille hjælp på vejen, men da børns fødder er mindre, kan et nummer større sko gøre, at barnet kommer afsted i et par klovne sko, som ikke følger barnet og i stedet begrænser det.

Det er derfor vigtigt, at tjekke indermål i stedet for størrelse, når du køber sko. Det samme indermål kan sagtens være i en str. 23 i én model og 25 i én anden.

Dertil bliver øvelsen lidt sværere, da børnesko også opererer med et voksetillæg. Et voksetillæg indebærer 3 forskellige tillæg hhv. voksetillæg, glidetillæg og rundingstillæg.

Voksetillæg er det stykke som barnets skal have mulighed for at vokse på. Barnets fod vokser med hastige skridt gennem hele barndommen.

Glidetillæg er 0,5 cm som der skal være for, at tæerne ikke går imod snuden hver gang barnet går, dette tillæg har voksne også.

Rundingstillæg afhænger af bredden på skoens snude, da smallere snuder kræver større rundingstillæg end fodformede snuder. Dette da skoens fulde længde ikke kan rumme fodens bredde.

Generelt kan det anbefales, at man på prewalkere, startersko, sandaler og gummistøvler har et voksetillæg på 1 -1,2 cm, og på sko og støvler et voksetillæg på 1,2-1,5 cm. Jo mindre fødderne er og desto mere ubalance desto mindre voksetillæg skal der tillægges. Det gælder også fodtøj, som ikke har tilpasningsmuligheder eks. gummistøvler, at de ikke må købes for store, da det de så vil begrænse barnets naturlige bevægelse og leg.

Læs mere om vores FIND STØRRELSE side

Sko som bliver købt for store bliver slidt hurtigere, da materialet bøjer steder, hvor det ikke er planlagt. Sålen bliver ofte også mere slidt, da børnene trækker skoene i stedet for at løfte dem, fra underlaget. Det er derfor heller ikke én god forretning, at købe sko, der er for store.

OBS: Mange gummistøvler, Bundgaards inklusiv, falder ofte større ud i størrelsen end sko af samme mærke, og derfor bør indermål her tjekkes inden køb.
Naturgummi er et slidstærkt og fleksibelt materiale.

Det betyder derfor, at du kan lade en kvalitetsgummistøvle gå i arv. Gummistøvlen skal blot en tur under vandhanen og skrubbes. Derefter kan et andet barn få gavn af støvlen.

Fleksibilitet sikrer, at gummiet ikke knækker, krakelerer og vil følge barnets bevægelse bedre end, hvad eksempelvis plastik ville gøre.
Læder og uld er naturmaterialer, og har begge den fordel, at de er slidstærke, åndbare og svedtransporterende. Hvis man fryser om sine fødder, så fryser resten af kroppen oftest også, og omvendt. Et godt fodklima er derfor grundlag, for mange timers leg uden, at det er nødvendigt at skifte fodtøj eller blive begrænset af for svedige eller kolde fødder.

Hvis dit barn er et varmt barn eller ofte fryser, så er uld et ideelt produkt til foring. Uld er ikke kun et vintermateriale, men kan bruges hele året rundt, da det temperaturregulerer.

Læder er slidstærkt og kan holdes fleksibelt med den rigtige pleje. Læder er også et behageligt materiale mod huden, og kan forme sig således, at skoen former sig efter barnets fod.
Et par sko kan sjældent gå i arv, selvom det er både billigere og bedre for miljøet at genbruge. Problemet med sko er, at de hurtigt bliver gået til, og i særdeleshed læder. En sko som et barn har haft på et par gange, kan måske være egnet til at gå i arv, men hurtigt under brug kan ydersål blive skæv, indersål få aftryk og læderet udvide sig. Dette påvirker den støtte som skoen tilbyder næste barn. Har det første barn eksempelvis proneret, og trådt skoen skæv, da vil skoen kunne få det næste barn til at døje med samme. En tommelfingerregel er, at i det øjeblik foden har været varm nok til at sætte aftryk på indersålen, da bør skoen ikke længere bruges til et andet barn.
Vi anbefaler, at man jævnligt tjekker om størrelsen stadig er korrekt. Det kan gøres, nemt ved at tage indersålen ud og stille barnet på den. Det kan eksempelvis klares, når man alligevel har indersålen oppe for at rengøre skoen eller tømme den for sand. Når der er 0,5 cm tilbage, er det på tide at søge efter nye sko i en større størrelse.

En tommelfingerregel er at tjekke størrelse:

Hver 3. måned, når barnet er 0-3 år
Hver 4. måned, når barnet er 4-6 år
Hver 5 måned, når barnet er 7-10 år
Har du købt en vare du ønsker at returnere, skal din retur først og fremmest registreres i vores system. Find menupunktet Kundeservice og herunder Varereturnering. Her indtaster du dit ordrenummer og registrerer hvilke(n) vare du ønsker at returnere.
Herefter vil du efter godkendelse modtage returseddel og pakkelabel via mail.

4-om-bundgaard

18-find-storrelse

19-skopleje

20-handelsbetingelser

21-cookie-og-privatlivspolitik

27-code-of-conduct

28-FAQ

Ny kontoregistrering

Har du allerede en konto?
Log ind i stedet for Eller Nulstil kodeord